By No Zebra

Vækstpotentiale image

Fremtidens vækstpotentiale kræver digital modenhed

Vi lever i en verden, hvor innovation sker med en hastighed som aldrig før. Til april har vi levet med Moores lov i 51 år. En forudsigelse om at vi hver 18. måned fordobler antallet af komponenter i et kredsløb. Eller groft oversat at vi hver 2. år fordobler vores computerregnekræfter og dermed vores digitale muligheder. En ”lov” som har påvirket vores liv meget mere, end vi måske tror, og som rummer uanede muligheder for at vækste jeres virksomhed.

Prøv at tænke tilbage. For 20 år siden havde du ikke noget internet. Du kommunikerede via telefon eller fax. For 7 år siden havde du sikkert ikke en smartphone. I dag er din smartphone en kraftig computer med lynhurtig internet og apps i alle afskygninger. For 5 siden var elbiler en gimmick. I december 2015 var den mest solgte bil (eller computer på hjul?) i Danmark en Tesla. I 2009 blev der e-handlet for ca. 30 mia. kr. Et tal der blegner i lyset af udsigterne til, at vi danskere e-handler for mere end 100 mia. kr. i 2016.

Og sådan kunne man blive ved. Digital disruption har ramt verden som en flodbølge, og virksomheder som Uber, AirBnB, Apple, Spotify, Netflix m.fl. har ændret deres markeder radikalt via en digital transformation, der ikke bare optimerer men revolutionerer via en helt ny måde at gøre tingene på.

Min gode ven Lasse afholdt i 2012 en TED Talk i København omkring, hvordan primært teknologi flytter vores samfund hurtigere end nogensinde før. En talk som i dag stadig er yderst relevant for den udvikling, vi oplever i vores samfund, og som understreger, hvordan teknologi rummer et ufatteligt potentiale for alle virksomheder.

Teknologi innoverer mere end noget andet, og det digitale er i dag en så integreret del af din og min hverdag, at alle virksomheder ikke alene bør tænke digitalt men reelt set bør integrere et digitalt mindset i hele organisation fra top til bund. Vi danskere bruger gns. 2,5 timer online hver dag, e-handler gns. én gang om måneden og hver tredje af vores online køb sker hos udenlandske virksomheder. Og det er netop i udlandet, at vi finder verdensmestrene i digital innovation.

Ifølge PWC er de fem mest innovative virksomheder i verden: Apple, Google, Tesla, Samsung & Amazon. Alle internationale teknologi-virksomheder, der har en medfødt digital kultur. Ud af de 25 mest værdifulde virksomheder i verden, er der kun seks af dem, der ikke er født digitale, og vækstraterne blandt de digitale virksomheder ligger i størrelsen 25-30% pr. år, som dermed er det højeste inden for alle brancher.

Det kan godt være, at der er langt fra disse virksomheder til en dansk e-handelsvirksomhed, et skandinavisk brand eller en traditionsrig industrivirksomhed, men humlen er, at vi kan lære noget. Eller med andre ord, at vi skal lære noget. Hurtigt! Vi skal lære at tænke og eksekvere digitalt igennem hele organisationen fra top til bund, og det bør gennemsyre alle led i organisationen. Min påstand er, at jeres fremtidige vækst afhænger af det – uanset hvad jeres virksomhed sælger.

Præcis hvilke teknologier og digitale del-strategier der skal til for at løfte jeres virksomhed, afhænger af mange forskellige faktorer og en dybere indsigt i jeres situation, så det kommer jeg ikke nærmere ind på her.

I stedet vil jeg komme med mine bud på, hvad jeres virksomhed kan arbejde med for at forankre et digitalt mindset i hele organisationen, som innoverer til fremtidig vækst – enten igennem jeres produkter, jeres markedsføring og/eller jeres salg. Det er noget, der ligger mig meget på sinde, når jeg til dagligt har den fornøjelse at arbejde med en række spændende skandinaviske virksomheder i No Zebra, hvor vi både strategisk og operationelt arbejder med at styrke top- eller bundlinjen via digital forretningsudvikling.


1. Digital innovation bør komme fra alle

Ifølge McKinsey har mindre end 5% af bestyrelsesmedlemmer en digital forståelse, og det er netop her, at en digital transformation starter – hos ledelsen. Såfremt den potentielle vækst skal indfries kræver det en forståelse og accept af, at den digitale transformation er en nødvendighed og samtidigt, at det kræver en langsigtet investering. Når det grundlag er på plads, bør et digital mindset forplantes i hele organisationen, således at der ikke dannes interne siloer og modstridende fokus.


2. Tænk 10X

Google er født digital og en af verdens mest succesfulde virksomheder. En del af deres succes handler om, at de tænker stort og dermed vækster stort. Tankesættet kalder de for 10x, hvilket er en central del af Google’s DNA. I stedet for at optimere produkter, markedsføring, processer mv. med 10%, som langt de fleste virksomheder, tænker de, ”hvordan kan vi optimere med en faktor 10?”. Altså 10 gange bedre end, hvor vi er i dag. Det udfordrer til at se på problemer og muligheder i et radikalt anderledes lys.


3. Fejl ofte men hurtigere

Kort og godt: Lær at fejle og gerne hurtigt. Den digitale udvikling sker med en hastighed, der gør, at du sjældent kan planlægge 3-5 år ud i fremtiden. Fokusér derfor på de lidt kortere strategier og arbejd i intervaller, så I konstant kan udvikle jer i takt med teknologien og de mange muligheder. Acceptér at du en gang imellem vil fejle og skab en tryg kultur, hvor det at fejle er naturligt i jagten på succes. Faktisk konkluderer Google via et studie blandt 37.000 medarbejder at netop den psykologiske tryghed – til at turde at satse og ikke være bange for at fejle – er den vigtigste driver for effektive teams. Så hav mod til at satse, fejl hurtigt og vækst endnu hurtigere.


4. Lad dig ikke diktere af systemer

Det er en jungle derude af systemer og værktøjer, som hver især lover at skabe vækst for jeres virksomhed. Men det er sjældent sandheden, og det systemtekniske er kun en brøkdel af en digital succes. I de fleste tilfælde er systemet sekundært, mens det primære er dig, dine kollegaer, jeres samarbejdspartnere og det i eksekverer sammen. Så fokusér i stedet på at få eksekveret, at løbe hurtigere i den helt rigtige retning og bliv ikke forblændet af systemernes mange løfter – det er ikke dem, der gør at I får succes.


5. Teknik er ikke alt men et vigtigt fundament

På trods af at systemer er sekundære, er kvaliteten af jeres samlede tekniske setup dog yderst vigtig. Langsomme loading-tider, besværlige bruger-flows og mange manuelle interne arbejdsgange betyder mistet forretning. Jeres tekniske fundament skal derfor ikke ”bare” være tilstede, en online shop er jo ikke ”bare” en online shop, nej den skal være gennemtænkt, da den skal understøtte det vigtigste – den løbende eksekvering og udvikling.


6. Arbejde med transparens og beregn jeres ROI

Den digitale udvikling har også skabt nogle udfordringer på leverandørsiden, hvilket I som virksomhed skal forholde jer til. Én af de helt store fordele ved digital marketing er transparens og måling af ROI (return on investment). Noget som i den grad udfordrer både reklamebureauer og mediebureauer som, i modsætning til digitale bureauer, ikke er født digitale. Stil derfor krav til dine samarbejdspartnere i forhold til deres transparens, og beregn værdien af jeres samarbejde. Vær kritisk over for det, der er svært at måle, og vær kritisk over for annoncering, som du ikke har indsigt i og kræv transparens hele vejen rundt. Hvor sker denne annoncering præcist, hvilken værdi skaber den og og hvad er vores ROI på indsatsen?


7. Dine kunder skal være i centrum

Sæt jeres kunder i fokus og fokusér herefter på indtjening. Når Tesla opsætter gratis ladestationer, og gør deres patenter frit tilgængelige for alle konkurrenter, er det naturligvis også for at tjene penge, men primært skaber det en særlig god kundeoplevelse.

Gratis opladning af bilerne er et unikt alternativ til brændstof til 10 kr. pr. liter, og frie patenter gør, at konkurrenter kan være med til at vækste det samlede elbilsmarked. Det skaber bedre og billigere elbiler til os alle. Begge tiltag sætter kunden i centrum og den umiddelbare indtjening på standby, men det vil på den lange bane (sandsynligvis) skabe endnu højere indtjening, end hvad Tesla mister i tabt fortjeneste til deres konkurrenter. Samtidig skaber det et særligt stærkt kundeforhold. Så undervurder ikke at tænke jeres kunder først og fokusér på at skabe en særlig god oplevelse for dem, når de køber sig ind i jeres produkter og brand.


No Zebras erfaringer

Selvom Tesla, Apple og Google er helt særlige virksomheder og uden sammenligning, vil jeg fremhæve et par af vore egne danske kunder, som har arbejdet med en digital transformation:

Fri Bikeshop har de seneste 3 år arbejdet massivt med at skabe en stærk omnichannel kundeoplevelse i en frivillig retail-kæde. Noget der er langt sværere at mestre, end man skulle tro. Med afsæt i at Fri Bikeshops kunder er i centrum, og at et cykelkøb er meget personligt, har vi med platformen fribikeshop.dk skabt drive2store ”book en demo”-konceptet og en personaliseret online oplevelse, der er integreret med butikkerne. Dette har skabt rammerne for en organisatorisk central digital indsats, som vækster Fri Bikeshop markant disse år. Det skaber både en bedre service for kunderne, bedre arbejdsgange internt og sikrer klare resultater på bundlinjen. Læs mere om hele casen her.

En anden kunde, som står over for en digital transformation er vores kunde Kvik (køkkener), som netop har rundet 1 mia. i omsætning via en international tilstedeværelse på syv markeder, stærke produkter og en målrettet markedsføringsindsats. Via et tæt samarbejde om en international digital platform og en international 360 graders online marketing indsats, er Kvik som klassisk produktionsvirksomhed godt i gang med at innovere deres dialog og markedsføring med et digitalt afsæt i data. Det sker ved at inkorporere det digitale bredt i organisationen, og kombinere det med deres klare holdninger omkring livet i hjemmet. Læs mere om casen her.


Kend jeres digitale modenhed og vækst i jeres tempo

Jeg håber, at I er blevet bare en smule inspirerede til at arbejde mere målrettet med digital innovation, da der for langt de flest virksomheder gemmer sig et enorm uforløst potentiale.

Vi har i No Zebra udviklet vores egen modenhedsmodel til e-handelsvirksomheder. Modellen kortlægger indsatsområder i en prioriteret rækkefølge, der matcher en organisations digitale modenhed. Dermed får i et overblik over jeres situation i dag, og hvad i bør fokusere på fremadrettet for at lykkes med vækst via eCommerce. Du kan kvit og frit tage temperaturen på jeres virksomhed med vores digitale modenhedanalyse her.

Hvis du har spørgsmål til blogindlægget, eller hvordan du kan arbejde med digital vækst, er du altid velkommen til at kontakte mig på kae@nozebra.dk eller telefon 53 80 80 43.

Relaterede blogindlæg

permission-bar image
Bliv klogere på e-handel...

Skriv dig op og få det nyeste nye fra eCommerce Insights på mail. Inspiration, viden og konkrete tips til din online forretning serveret på et sølvfad.