By No Zebra

5 store fordele ved dit GDPR-arbejde

5 store fordele ved dit GDPR-arbejde

Læsetid: 3-5 minutter


Siden du klikker dig ind på dette indlæg, er du sandsynligvis en af de mange mennesker, som har svedt for at gøre din virksomhed klar til at overholde GDPR fra den 25. maj. Men er du også blandt dem, som har glemt at glæde sig over fordelene? For der er vitterligt nogle store fordele og muligheder ved GDPR-oprydningen og persondata-arbejdet, som du kan udnytte - og bør tage med dig efter 25. maj også.

 

1) Optimér din e-mailmarketing

Mange e-mailsystemer har fået en algoritme, som - lidt a la Facebooks algoritme - ser på, hvem og hvad modtagerne interagerer med og derudfra forsøger at vurdere værdien af de mails, der modtages. 

De mails og nyhedsbreve, som dine modtagere over en periode hverken åbner eller interagerer med, eller blot sletter uden at åbne, bliver med tiden "nedvurderet" af e-mailklienten, lagt i spam eller ”Andre”, som det fx hedder i Outlooks mailsystem. 

Faktisk kan dine mails af mange årsager havne i folks spam, selvom de selv har skrevet sig op til dem og bekræftet (dobbelt opt-in), at de vil modtage dem. Læs mere om det her og se en guide til, hvordan du i f.eks. Gmail selv kan styre, hvilke mail der kommer igennem til dig.

Hvis mange af dine modtagere således ikke åbner eller klikker på dit nyhedsbrev, får du en stor gruppe inaktive modtagere. Mailsystemernes algoritmer noterer sig dette og tænker, ”indhold fra denne virksomhed åbnes sjældent og skal derfor ikke prioriteres”.

Ved at rydde op i alle dine e-mail-permissions, segmentere lister og kun beholde de aktive og reelt interesserede modtagere på listen og eventuelt, hvis det er nødvendigt i henhold til GDPRs dokumentationskrav, bede modtagerne om at bekræfte, at de vil modtage dine mails og give samtykke til, at du har deres data, vil du med overvejende sandsynlighed øge din åbnings- og klikrate og derved (for)blive relevant for de rette mennesker.

Som bekendt er det dit ansvar at bevise, at du har permission til at sende mails til folk. Også bagudrettet.

Når du har ryddet op, handler det om at sende gode nyhedsbreve og opsætte automatiske mailflows, der gør den enkelte modtager mere værdifuld.

Få 20 vigtige e-mailmarketing-tips til dit nyhedsbrev her

 

2) Du kan bruge GDPR som redskab til intern forandring

Et forsigtigt bud herfra er, at en god portion virksomheder over årene har haft et relativt løst forhold til persondata, permissions, tredjeparts-cookies osv. Eller i hvert fald ikke så velbeskrevet et forhold, som de får efter 25. maj.

Med GDPR som afsæt kan du internt få alle med ombord i forhold til at få ryddet op i data, indført nye og stærkere processer for dataindsamling og generelt kigget jeres systemer, permissions, leadgenereringsværktøjer osv. efter i sømmene.

GDPR rummer en såkaldt ”Data Controller Accountability” – et koncept, der er lånt fra den tyske Federal Data Protection Act – som i bestemte tilfælde pålægger virksomheder at udpege en Data Protection Officer (DPO). Personen skal bl.a. have ekspertviden om persondatajura, gældende praksis på området og have styr på virksomhedens indsamling, opbevaring og behandling af persondata.

Du kan faktisk få en decideret GDPR-uddannelse 😊

 

3) Du forbedrer datakvaliteten og forholdet til dine kunder/modtagere

Større fokus på data, dataindsamling, datakvalitet og permissions er jo i virkeligheden drømmen for B2B- og B2C-virksomheder, webshopejere og ecommerce managers.

Alt efter hvordan du normalt indsamler permissions (via konkurrencer, sign up-formularer osv.), er GDPR en mulighed for at kontakte dine kunder/modtagere og i den proces måske endda få dem til at afgive flere oplysninger – og give samtykke til, at du bruger data til eksempelvis annonceringsformål gennem tredjepart. 

Bedre data giver bedre muligheder for at være relevant og personlig i din kommunikation, hvilket alt andet lige burde øge dine konverteringer. Endnu en måde hvorpå GDPR kan være en positiv ting.

 

4) Du sender et kraftigt troværdighedssignal til dine kunder/modtagere

Online sikkerhed og diskretion er og bliver et emne med kæmpestor bevågenhed worldwide.

Google strammede f.eks. skruen overfor usikre websites og webshops (uden SSL-certifikat) i oktober sidste år (læs mere her), så usikre websites med tiden vil falde markant i Googles søgeresultater.

Der går nærmest ikke en dag uden nyheder om brud på datasikkerhed, hackerangreb, cyberovervågning osv. Senest har Facebook fået tæsk, men det er kun én ud af mange historier.

Ved at have styr på jeres data og datahåndtering - og eventuelt lave en indsats overfor jeres kunder og nyhedsbrevsmodtagere, hvis I er usikre på, om I kan dokumentere deres samtykke - sender I et stærkt signal om, at I tager folks personlige data seriøst og er åbne omkring, hvad data bruges til. Det smitter af på troværdigheden og kundernes lyst og loyalitet i forhold at handle hos jer igen.

 

5) Du bliver klar til fremtiden og nye teknologier

Fremtiden er datadrevet, personaliseret og intelligent, og det er alle de systemer og gadgets, som udvikles, også.

Men sideløbende hermed er databevidstheden hos forbrugerne stigende. Og selvom mange har et afslappet forhold til deres personlige data og færden online, forventer de ærlighed og god stil fra virksomhedernes side.

Se eksempler på personaliseret marketing, der krydser folks grænse, og se hvordan du undgår, at din dataindsamling giver bagslag.

 

Brug for hjælp til at få nye permissions eller få dem bekræftet?

Vi hjælper dig gerne med at skaffe en masse nye permissions, (gen)sikre dine permissions eller opsætte automatiske e-mail-flows, der gør dit arbejde nemmere.

Vi har bl.a. hjulpet Plantorama med at få 75.000 nye e-mail permissions og hjulpet Kvik med at øge deres e-maildatabase med 150 % på blot et år. 

Smid en mail til os, hvis du vil høre om mulighederne.


/Mikkel Drewsen
Head of Content & Social
No Zebra
mid@nozebra.dk

/Andreas Dahlbom Sørensen
Digital Marketing Consultant
No Zebra
ads@nozebra.dk